Jeg tror vi gik fejl af hinanden - jeg mente at grunden til at man forbyder kønsopdelt svømning skyldes islam.

Der er forskellige former for islam, men desværre har langt det meste sharia som en grundlæggende doktrin i dag. Det er en lovreligion, og der findes desværre ikke rigtig noget der svarer til den reformjudaisme der opstod i 1800tallets Vesteuropa. Vi må håbe det kommer, men jeg ser ikke nogen tegn på det. F.eks. i Egypten, da de havde deres frie valg efter det arabiske forår, valgte 75% af befolkningen at stemme på partier der ville indføre sharialov. 50% stemte på det muslimske broderskab og 25% stemte på salafistiske partier (og der er altså 10% kristne, som nok ikke rigtig stemte på de partier). Så greb hæren ind og tog magten.

Jeg har også en kammerat der er muslim, og jeg er lektiehjælper i en ghetto, og det er tydeligt for mig hvor hårdt det er for de her mennesker at leve med den dybe splittelse mellem to kulturer, som de lever i. Men løsningen må for mig at se være respektfuld assimilation, ikke blind accept af parallelsamfund.

Svømmehallen er jo bare et eksempel ud af massere. Hvis man hver gang bare giver efter, ender vi med at islamistiske (efter min mening dybt ufri) normer vinder større indpas. Men jo, min pointe er jo netop at det er ironisk eller et dilemma at tage valget fra folk for at fremme frihed. Det anerkender jeg.

Her er, fra Weekendavisens anmeldelse af bogen 'Berøringsangt', nogle andre eksempler på det islamistiske normpres. Anmeldelsen befinder sig desværre bag en betalingsmur: https://www.weekendavisen.dk/boeger/spraekker-i-systemet. Det er et langt citat, så hvis du ikke orker at læse det, kan du bare springe det over, men jeg synes det er interessant:

"[Integrationskonsulent Henrik] Kokborg har aldrig været bange for at markere sig og vurderer, at helt op mod en tredjedel af indvandrere og efterkommere fra MENAPT-landene (Mellemøsten, Nordafrika samt Pakistan og Tyrkiet) er ufleksible. Disse ser deres religion, normer og traditioner som overlegne og bruger dem som magtmiddel til at kontrollere familien og omgå systemet.

Syn for sagn gives i yderligere 18 interview med en lærer, en sygeplejerske, en fængselsbetjent, en skoleelev, en jobcentermedarbejder, en socialrådgiver, en tolk og mange flere, der hver for sig kan berette om møder med en konservativ islamisk æreskultur.

I BOGEN HØRER VI FRA lektoren »Karina«, der på et gymnasium i Odense måtte finde sig i, at en klasse med indvandrermajoritet sad opdelt efter køn – drengene i den ene side, pigerne i den anden – og at flere drenge nægtede at anerkende hendes autoritet som lærer. Hun siger:

»Jeg har været i mange konfrontationer. Jeg har eksempelvis personligt oplevet en direkte trussel fra en pige med somalisk baggrund. Det skete, da jeg tog seks piger i at ryge på toilettet, og to af dem nægtede at oplyse deres navne. Den somaliske pige trådte hen mod mig og sagde: 'Hvis der bliver noget, så ved jeg, hvem du er'. Jeg spurgte hende direkte: 'Truer du mig nu?' Den sag blev indberettet til Arbejdstilsynet.«

Efter at ledelsen havde ignoreret problemerne gennem længere tid, valgte »Karina« at sige op.

I Berøringsangst når vi flot rundt på velfærdssamfundets palet. Fra hospitalet lyder det, at reglen om maksimalt to pårørende på stuen bliver »systematisk ignoreret af store familier med mellemøstlig baggrund«, og at det skaber uro blandt de øvrige patienter. Fra kommunekontoret hører vi om sagsbehandlere, der finder det naturligt at yde særbehandling til folk med samme baggrund eller tro, og som misbruger fortrolige oplysninger til at vejlede familier uden om systemet. I flere udsatte boligområder findes angiveligt regulære parallelsamfund med egne borgmestre og domstole.

En af de mest slående beretninger leveres fra et jobcenter. Mellemlederen »Camilla«, der understreger, at hun også har »muslimske medarbejdere, som udviser høj faglighed og dedikation«, beretter om, hvordan en klike af ansatte med mellemøstlig baggrund nægter at anerkende psykisk sygdom (angst, depression) hos de jobsøgende. I stedet pseudodiagnosticeres disse med dårligt knæ eller ryg og får dermed ikke den rette hjælp. Psykisk sygdom er i mange muslimske miljøer et tabu.".

Dit gymnasie-debat-klub "stråmand" argument er ren projektion. Du forholder dig overhovedet ikke til "apartheid" problematikken og giver falske sammenligninger (baby svømning, hvor man jo-da, er forvist fra soppe bassinet uden baby, men IKKE fra svømmehallen som helhed). Så da du lader til at argumentere i ond tro, og ud fra et ekstremestisk islam-underkastende synspunkt, et synspunkt som ud over kønsopdeling selv når man er påklædt, også inkluderer had og udelukkelse rettet mod jøder, lgbt+ personer og i bund og grund alle som ikke selv er muslimer. Bare fordi det er et religiøst krav, er det ikke anderledes end "Jim Crow laws", og det er skammeligt at der i et oplyst samfund stadig er folk der tænker i de baner. Så har vi vist ikke mere at tale om.