EnligSvale

Jeg undrede mig en del over det der med 1-2 gange, for man ved vel om man har taget det én eller to gange, men som jeg kan forstå det, så er der tale om, at han har taget det flere gange over en længere periode, og så kan han ikke huske præcist, om det er en enkelt eller to af gangene, der fandt sted efter han blev partiformand. Eller, altså, det er påstanden i hvert fald.

Jeg kommer fra et godt stykke inde i vestjylland, og da min hustru og jeg skulle vælge, hvor vi skulle slå os ned - om vi skulle tættest på hendes familie eller min - var der slet ikke noget at diskutere. Vi har begge lange, humanistiske uddannelser, og der er så godt som ingen jobs i den kommune, jeg er fra, vi ville kunne bruge vores uddannelser på. Ikke inden for vores kernekompetencer men heller ikke som generalist. Derudover er det sådan, at hele min omgangskreds fra min ungdom er flyttet væk. Dem der er blevet tilbage er dem, jeg allerede dengang havde et presset eller bare begrænset forhold til.

Jeg forestiller mig, at det er noget, der går igen mange steder. Man flytter væk for at få en uddannelse. Så møder man venner og partnere, der kommer andre steder fra, som man har mere til fælles med end dem derhjemme, og man får liv og job det sted, det nye fællesskab er. Hvordan skal det så ende med at give mening, at man flytter tilbage igen? Det kan vel ikke undgås, at det med tiden giver en akkumulerende effekt, hvor ufaglærte og folk med de erhvervsuddannelser, der kan fås lokalt, måske bliver i lokalområdet, og andre ofte ikke gør. Hver årgang sender en flok afsted til studiebyerne, og mange af dem kommer ikke igen. Hvis udviklingen skal vendes, skal der ske et eller andet vildt, men jeg kan sådan set ikke forestille mig, hvad det skulle være.

Vores lille landsbyskole har hvert år en snak om lokaler, fordi de nye årgange bliver større og større (pga. tilflytning - det er vist ikke en generel tendens), og man ligger lige på vippen til at skulle starte to nye 0. klasser i stedet for bare en enkelt. Snakken her går på, hvilken anden funktion, der skal nedlægges, så man kan have klasselokale der i stedet. Er det sfo'ens puderum? Er det musiklokalet? Er det lærernes mødelokale? Jeg forestiller mig de paniske overvejelser, der ville komme til at blive på hundredevis af skoler i hele landet, hvis hele indskolingen pludselig potentielt skulle bruge dobbelt så mange lokaler.

Jeg tænker nogle gange over, om politikerne mon får hjælp til at definere de der grupperinger, eller om embedsværket bare må prøve at opfylde de krav, der bliver stillet fra det politiske niveau. Jeg har arbejdet en del med at lave opgørelser med udgangspunkt i bl.a. data fra dansk statistik, og meget af tiden er det vigtige at forstå, hvad de forskellige filtreringsmuligheder faktisk betyder. Der er ting, der ofte er opgjort anderledes, end man intuitivt forventer. Jeg blev tit bedt om noget af en chef, hvor jeg måtte få det hele grebet i hold og ligesom sige stop, vi skal have en snak om, hvad det er chefen gerne vil vide, og så kan JEG definere for chefen, hvad det faktisk er, de skal have en opgørelse over. Så jeg tænker, at hvis der sidder nogle toppolitikere i et rum og forhandler frem og tilbage, er der mon så nogen til stede, der forstår hvad de ting de bliver enige om faktisk betyder? For nogle gange får man indtrykket af, at det er der ikke.

Ifm. at jeg fik min adhd-diagnose, søgte jeg lidt rundt omkring på nettet efter information, og algoritmen fangede det med det samme, så jeg er blevet vist megameget af den slags der. Der er bogstaveligt talt influencere med shorts, der hedder "signs that you probably have adhd, episode 54". Så kan man jo forestille sig, at der nok er fem af de der tegn cirka per video, og så begynde at regne på, om det virkelig kan passe, at 250+ forskellige ting alle i sig selv er tegn på adhd. Men det er jo nemt for mig at sige, for jeg er gammel :) Jeg har lært at være kildekritisk, og jeg sidder ikke på et teenageværelse og mangler noget at identificere mig med, fordi jeg føler mig anderledes uden at vide hvorfor.

Egentlig tror jeg ikke, det er ondsindet misinformation, men der er helt klart nogle adhd-influencere, der bruger de korte videoformater på nogle måder, jeg ikke synes er hensigtsmæssige. Problemet er nok - mere end de her specifikke influenceres adfærd - at algoritmerne i dag gør, at det er den her type indhold, der bliver vist.

Jeg synes også det er lidt mærkeligt med de superkræfter. Jeg kan godt se sammenligningen fungere for nogen. Jeg har fx tænkt tilbage på mit tidligere job. Her havde jeg nogle ting, jeg var i stand til at levere, fordi det er som om, min hjerne kan sprænge rammerne for, hvor meget jeg ellers kan præstere, hvis bare den tror, der er panik. Så skal man bare sørge for at være i panik hele tiden, for så går det skidegodt! Indtil det viser sig, at den her adfærd fylder kroppen med stresshormoner og med tiden brænder ens nervesystem totalt af. I bedste fald kan man performe på den måde i kortere perioder, hvis man kan finde ud af at restituere ordentligt. I værste fald laver man varig skade på sig selv. Og det er ikke særlig super.

Der er desuden mange med adhd, som IKKE har det som mig. Som oplever den samme slags belastning, som jeg gør, men uden at føle, at der er noget andet, de bliver bedre til af det. I det hele taget tror jeg ikke, at sammenligningen bliver lavet af nogen, der har prøvet bagsiden af medajlen.

Jeg tror, det må handle om, at folk er glade for at kunne lade gratis når de er hjemmefra, eller de er bange for at stå i en situation, hvor de uventet bliver nødt til at lade midtvejs og ender med at betale en meget høj pris. Jeg ved ikke, hvor ofte det skal være aktuelt, før man begynder at kunne spare på det, men der må skulle en del til. Vi har kørt omkring 70k km i vores elbil, og den har i den periode ladet på ladestander max 5-6 gange.

Ud over Clever er løsningen vist typisk, at man har en ladeboks gennem et selskab, der tracker forbruget på boksen og refunderer et beløb, der matcher elafgiften på den strøm, man har brugt, og det betaler man så et abonnement for. Jeg syntes dog, det var noget af en jungle, da jeg kiggede på det, og i sidste ende har vi nu varmepumpe og betaler derfor alligevel ikke elafgift ud over de der 4.000 kwh, så vi har bare en ladeboks, der er blevet tilsluttet eltavlen af vores egen elektriker. Hvis man har muligheden, må det være den bedste løsning - med mindre man bruger Clever og kører helt vildt langt om måneden (eller har en elbil med ualmindeligt højt forbrug).

Jeg tænkte over det, mens jeg lavede risalamande den anden dag. Risalamande synes jeg har ry for at være en ret hvis ikke usund så i hvert fald kalorietæt dessert. Noget hvor man tænker, at det går, fordi vi får den én gang om året. Men jeg ved 100%, hvad der er i min risalamande. Det er mælk, ris, mandel, fløde, vanilie og sukker. Sukker tæller måske som ultraforarbejdet? Men der var mindre sukker i min risalamande til 12 mennesker, end jeg ville have puttet i en ret lille omgang muffins eller noget i den retning. Jeg tror, der er mange ting, som vi spiser til hverdag, der er meget værre for os, end risalamande er. Måske endda ting vi tror er sunde. Det er uhyggeligt, synes jeg.

Jeg brændte mig i hvert fald en del på den studieordning :) tilmeldte mig mange fag, som jeg afmeldte mig fra igen, når eksamen nærmede sig, og jeg aldrig havde været der. Blev kun færdig med absolut hiv og sving. Omvendt, hvis man havde initiativet, så var der mulighed for nogle spændende forløb :) som du fx siger, praktik og udland osv.

Jeg var på lingvistik med varierende grad af faktisk deltagelse fra... 09 til 13, må det have været. Så jeg startede i kælderen - hvor jeg også i forvejen havde taget en bachelor i noget andet - og sluttede i Nobelparken.

Sjovt, Lingoblog er i hvert fald delvist drevet af min gamle underviser Peter Bakker :)

I så fald må vi have slået vores folder på de samme gule gange :)

Det der ramte mig ved Messerschmidts indlæg var nok meget, at han skrev, at ordbøger ikke skulle være "laboratorier for ideologisk eksperimentering". Det synes jeg er stærke ord fra en mand, der tydeligvis har ideologiske intentioner med den danske ordbog. At kalde dokumentation af sproglig udvikling for ideologisk eksperimentering er i sig selv ret ideologisk.

Jeg er i øvrigt enig med dig i, at ordbogen gerne skulle kunne gøre begge dele.

Noget jeg synes er interessant - og måske ironisk - er, at den danske ordbogs overlevelse tages så alvorligt af fx dansk folkeparti. Se fx Morten Messerschmidts indlæg her på lingoblog https://www.lingoblog.dk/at-vaerne-om-ordene-er-at-vaerne-om-faellesskabet/, hvor han beskriver ordbogen som et slags anker, som forhindrer sproget i at stikke i alle mulige retninger og i øvrigt tage den danske kultur med.

Det er skørt, fordi jeg i høj grad oplever ordbogen som et værktøj til at dokumentere sproglig udvikling og ikke til at facilitere sproglig stilstand, men ordbogens støtter er åbenbart ikke enige om, hvad ordbogen overhovedet er til for.